Om PCOS rejsen - hvem er jeg?
Her kan du læse lidt om min PCOS rejse, hvorfor jeg startede bloggen, og hvilken erfaring jeg har med kost og ernæring.
Hvordan skal man vide, hvor man skal starte, når man har PCOS?
Det var det virkelig store spørgsmål, jeg stillede mig selv, da jeg fik konstateret PCOS i marts 2022 som 24-årig. Jeg havde en masse tanker og følelser i forbindelse med det, da min kæreste og jeg ønskede børn. Ci havde dog ikke forestillet os, at vi allerede skulle i gang nu. Kort efter begyndte jeg at dele mine tanker i forbindelse med forløbet på min Instagram profil @pcosrejsen. Her mødte jeg opbakning for andre kvinder med PCOS, og jeg begyndte lige så stille at vænne mig til PCOS-stemplet.
Lidt efter lidt blev jeg klogere på PCOS, da jeg undersøgte, hvad jeg kunne gøre for at forbedre det. Jeg manglede dog et sted, hvor jeg kunne finde det hele samlet. Derfor startede jeg denne blog, hvor jeg selv begyndte at skrive de ting ned, jeg faldt over på mig vej. Jeg håber derfor, at andre med PCOS også kan få glæde af det.
En kamp med en lykkelig slutning
Med tracking af min svingende cyklus og en masse op og nedture endte det ud i, at jeg i december 2022 finder ud af, at jeg er gravid. Og det skete på helt naturlig vis. Et kæmpe chok for både min kæreste og jeg, da vi 5 dage før den positive test var blevet skrevet op til fertilitetsbehandling. Kort forinden det var vi blevet forlovede, og pludseligt skulle det gå stærkt med at finde en dato for brylluppet. 2 måneder efter stod vi på rådhuset og sagde ja til hinanden. Her kunne vi også afsløre, at vi venter os et lille vidunder af en dreng med termin i august 2023.
Fordi jeg bliver mor, er det også kommet naturligt til mig at sætte fokus på det at være førstegangsmor i mit skriveri. Det er endnu en proces, man skal lære hen ad vejen, og hvor man starter fra 0. Igen har jeg valgt at dele tips og tricks her på siden.
Min erfaring
Jeg har altid haft interesse for blogs og har som 12-årig leget med gode gamle blogspot, som aldrig blev til noget seriøst. Jeg havde ikke en passion, jeg kunne skrive om. I gymnasiet valgte jeg idrætslinjen, og var sikker på, jeg skulle være fysioterapeut. Men interessen blev kun større for sociale medier og hjemmesider, så jeg valgte at skifte retning. Jeg blev derfor uddannet markedsføringsøkonom i 2020, hvor min studieretning netop var sociale medier. Igennem uddannelsen lærte vi også, hvordan man opretter en hjemmeside. Vi lærte også at gøre brug af SEO, så andre har mulighed for at finde en på Google og meget mere. Jeg har tidligere arbejdet for et bureau, hvor jeg også fik en del erfaring med hjemmesider, så det kom naturligt for mig at starte min egen. Min erfaring med kost og ernæring gennem gymnasietiden samt en fysioterapeuts syn på kroppen, har givet mig en masse viden. Det har jeg også kunne bruge i relation til PCOS'en.
Hvor finder jeg mine kilder
Jeg finder min viden gennem bøger, hjemmesider, PCOS coaches, netværk og min egen erfaring, som jeg også linker til og/eller nævner i mine skriv. Jeg er derfor ikke ekspert, men ønsker gennemsigtighed, så du som læser kan føle dig tryg i det, du læser her på siden. Jeg er også fan af KISS-kost, hvor jeg gør brug af de 10 råd til lavere insulin. Jeg spiser selv plantebaseret, så mange af de opskrifter du finder her på siden er uden kød og mælkeprodukter.
Du vil i nogle indlæg se, at de indeholder reklamelinks. Alle samarbejder er nøje udvalgt, hvor jeg selv har erfaring med produkterne. Det gælder f.eks. kosttilskud og produkter jeg kan anbefale til en baby.