Jeg troede, at øllebrød kun kunne laves af rugbrød, men hvorfor egentlig? Så da jeg stod med noget bondebrød (som vi altid har noget til overs af, fordi min søn kun spiser en halv skive af gangen), så tog jeg beslutningen om at prøve det af. Og det var en kæmpe succes! Jeg var overrasket over, hvor lækker og cremet det blev. Min søn spiste også rub og stub, og aldrig har jeg set ham spise så stor en portion. Så hvis du står med noget bondebrød, du ikke ved, hvad du skal gøre med? Så har du her tippet til, hvad det kan bruges til!
Mængden af bondebrød er underordnet. Det kommer blot an på, hvor meget du vil lave/hvor meget du har til overs. Jeg havde 3/4 dele af en pakke tilbage, og der er til i hvert fald 10 portioner. Grøden kan sagtens fryses ned (så længe du ikke putter MM eller MME i, ellers går næringsstofferne tabt, men tilføj det, når det er tøet op).
Øllebrød af bondebrød
Det skal du bruge:
– Bondebrød
– Vand
– Evt. sukker hvis du ønsker, dog anbefaler Fødevarestyrelsen ikke sukker til børn under 3 år
Fremgangsmåde:
- Skær skorperne af bondebrødet (du kan også beholde dem på, men så får grøden mere tekstur)
- Skær brødet i tern og hæld det over i en gryde
- Tilføj vand til gryden så brødet liiige bliver tildækket og bring det i kog
- Lad grøden koge i et par minutter og rør rundt
- Tag gryden af varmen og blend grøden med en stavblender (eller hæld det over i en blender/minihakker. Alt er muligt)
- Tag en portion fra og tilføj MM/MME og fedtstof
I stedet for sukker, som man normalvis ville tilføje til øllebrød, så brugte jeg lidt æblemos, som jeg i forvejen havde i fryseren. Du kan også tilføje lidt most banan, peanutbutter, sveskemos eller andet sødt i. Nogle gange bruger jeg f.eks. købe-smoothies fra Rema og bruger som topping.
Skulle du være interesseret i andre tips til moderskabet, så klik dig videre her.