Jeg troede ikke, jeg ville ende med at blive “en af dem”. En af dem der mister. Men det blev jeg. Og det er heldigvis helt okay – for det er helt normalt med en biokemisk graviditet.
En helt almindelig torsdag aften
Jeg kommer hjem fra spinning sammen med en af mine gode veninder. Snakken flyder. Vi har aftalt, at vi skal spise hos mig sammen med min mand og min søn, så min mand er i fuld gang med at kokkerere. Vi hjælper med at dække bord og så passer det med, at maden er ved at være færdig.
Midt i aftensmaden kan jeg mærke, at der er noget galt. Jeg får ondt i maven på sådan en menstruationssmerte-agtig måde. Mærkeligt. Jeg har ikke menstruation, men den skulle gerne komme en af de nærmeste dage. Så jeg slår det hen og tænker, at det nok bare er det, der er på vej.
Smerten hænger ved, og jeg bliver lidt bekymret. Er det menstruation der er på vej? Det sidste stykke tid har vi prøvet at arbejde os hen mod barn nummer to. Så jeg ender med at zone lidt ud af samtalen, da tankerne begynder at køre. Er der noget galt?
Min veninde tager hjem efter en hyggelig aften, og jeg har stadig lidt ondt i maven. Min mand har lige nogle småting, han skal have købt ind, så han går ned til købmanden. I mens vælger jeg at tage en graviditetstest. For hvad nu hvis.
Den positive graviditetstest
Graviditetstesten er positiv, og jeg er i chok. Jeg er gravid. Men noget siger mig, der er noget galt. Den er ikke så positiv, som den test jeg havde med min søn. Men måske er jeg ikke så langt henne? Jeg har PCOS, så min cyklus er ret uregelmæssig. Jeg står ude i gangen og tager i mod min mand, da han kommer hjem. “Jeg tror, jeg er gravid”, siger jeg og viser ham testen. “Hmm, den er ikke særlig tydelig den anden streg”, siger han. Og jeg forklarer ham, at så snart der er to streger, så er den positiv. Vi vælger at se tiden an og tage et par tests over de næste par dage.
Dagene går og jeg tager flere tests. Der sker ikke en udvikling. Jeg kan stadig ane en nr. 2 streg, men den bliver ikke tydeligere. Efter to dage begynder jeg at bløde. Og så kommer smerterne. Jeg er ved at abortere. Det er en biokemisk graviditet.
De efterfølgende dage
… bruger jeg på sofaen. Det er hårdt at tænke på, hvad det kunne være blevet til. Vi nåede lige at snakke om, “hvad nu hvis det er en pige”, og “hvad hvis det er en dreng mere”. Følelserne kører rundt i kroppen. Som om jeg sidder i en forlystelse med loops, acceleration, grin og gråd. Jeg græder især og kysser ekstra meget på min søn de efterfølgende dage. Jeg er glad for, vi har vores søn i forvejen, ellers tror jeg tabet havde siddet i mig stadig. Men livet går videre og vi har det heldigvis godt. Mellem 15 og 20 procent af alle graviditeter ender i en spontan abort. Og det forventes at op mod 50% af alle befrugtninger går til grunde inden den forventede menstruationsdag. Det giver mig ro. Ro i sindet. Det er helt normalt. Min veninde har også fortalt mig om en biokemisk graviditet, hun har haft. Og det letter mit hjerte at jeg kan gå til hende og dele den her oplevelse.
Mit bedste råd
Snak med dine nærmeste om det. Jo mere du får snakket om det, jo nemmere bliver det at bearbejde. Snak især med din partner om det. Hvordan har du det? Hvad har du brug for lige nu? Ro, hvile eller at se dine veninder? Giv det tid og husk: din krop har lige været gravid. Der skal nok komme en chance til. Jeg er rigtig glad for, at jeg har veninder, der har nævnt for mig, at de har mistet. Det er ikke så unormalt, som man først går og tror.
